Hvilket træningsprogram er bedst for begyndere?
Et enkelt helkropsprogram med 5–6 øvelser, som du kan gennemføre 2–3 gange om ugen. Det skal dække en benøvelse, en hofteøvelse, en presseøvelse, en trækkeøvelse og en maveøvelse. Det bedste program er i praksis det, du rent faktisk får gennemført i mange uger i træk.
Hvor mange gange om ugen bør en begynder træne?
To til tre gange om ugen er et fornuftigt udgangspunkt for de fleste, gerne med mindst én dag imellem. Sundhedsstyrelsen anbefaler mindst 30 minutters fysisk aktivitet om dagen, så man bliver let forpustet, samt styrkende træning mindst to gange om ugen. Start hellere med to faste pas og læg et tredje til, når rutinen sidder.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger for voksne (18–64 år)
Skal begyndere træne hele kroppen hver gang?
Det er et godt udgangspunkt, når man træner to til tre gange om ugen. Så øver du de samme bevægelser flere gange ugentligt, og et enkelt aflyst pas betyder ikke, at en hel kropsdel springes over. Opdelte programmer kan også fungere, men ved to til tre ugentlige træninger er et fullbody-program ofte lettere at planlægge og følge.
Hvor tungt skal man træne som begynder?
Vælg en belastning, hvor du kan udføre alle gentagelser med kontrolleret teknik, og hvor det føles, som om cirka to til tre gode gentagelser stadig kunne være udført til sidst. Bryder teknikken sammen tidligt, er belastningen for høj. Er alle gentagelser meget lette, kan du øge lidt næste gang. Niveauet vil være forskelligt fra øvelse til øvelse.
Hvor lang tid skal en træning tage?
Et begynderpas med 5–6 øvelser tager typisk 35–50 minutter inklusive opvarmning og pauser. Har du travlt, er det bedre at skære et sæt væk end at droppe paset helt.
Skal man træne hjemme eller i fitnesscenter?
Begge dele virker. Hjemmetræning kræver mindre tid og planlægning, mens et fitnesscenter giver flere maskiner og lettere justerbar modstand. Vælg det, du realistisk kommer i gang med — du kan altid skifte senere, og programmerne på denne side dækker begge veje.
Hvornår skal man øge belastningen?
Når du kan gennemføre alle sæt i den høje ende af gentagelsesintervallet med god teknik og stadig har et par gentagelser til overs. Øg da modstanden en smule og start igen i den lave ende af intervallet.
Er muskelømhed nødvendigt?
Nej. Almindelig muskelømhed er normal, især i starten og efter nye øvelser, men den er ikke et mål for, om træningen har virket. Skarp, pludselig eller usædvanlig smerte skal du ikke træne igennem.
Kan man kombinere konditions- og styrketræning?
Ja. Gåture, løb, cykling og hold kan sagtens ligge sammen med to til tre styrkepas om ugen. Bliver du meget træt, kan du lægge den hårdeste konditionstræning på andre dage end styrketræningen.